Det startede ved en tilfældighed
Historien om AUBO tager sin begyndelse i 1985. Og faktisk var det en af livets mange små tilfældigheder, der gjorde AUBOs grundlægger Jens B. Bertelsen til iværksætter med salg af køkken- og garderobeskabe.
Dengang, midt i 1980’erne, var Jens værkfører på en panelfabrik. Et job, der indebar masser af kilometer på den tyske autobahn, og som tillige sendte ham på forskellige messer syd for grænsen. På sådan en messe faldt Jens i 1985 i snak med en tysk forhandler af garderobeskabe – og efter det møde var familien Bertelsens skæbne beseglet. Sammen med hustruen Grethe etablerede han firmaet Topline Denmark. Og så startede det hårde slid.
Derfor hedder vi AUBO
Tre år efter opstarten viste det sig, at en anden virksomhed havde registreret Topline-navnet. Og så måtte Jens og Grethe jo finde på et andet. Resultatet blev en kombination af ”Aulum” (den vestjyske by, hvor AUBO har haft til huse i alle årene) og ”Indbo”. Og hokus pokus: AUBO var født.
Det nye navn ændrede imidlertid ikke på, at Jens og Grethe stadig knoklede fra morgen til aften for at holde hjulene (og skabene) i gang. De første 5-6 år som selvstændige var ferie da også en by i Rusland. Og nej, ikke i bogstavelig forstand.
Vestjysk når det er bedst
Det der med at komme fra Aulum i Vestjylland handler om andet og mere end den første stavelse i vores firmanavn. For Jens har den vestjyske mentalitet og de vestjyske værdier nemlig altid udgjort selve fundamentet for AUBO.
Det har derfor altid været vigtigt for den vestjyske køkkenproducent, at hver eneste medarbejder hver eneste dag gør sit bedste for at sikre tilfredse kunder. Det kommer bl.a. til udtryk ved karaktertræk som troværdighed, ordholdenhed, loyalitet, respekt og fleksibilitet.
Og nå ja, så følger der også en god portion stædighed med at være en ægte vestjyde. Noget, som i høj grad har været med til at bringe AUBO fra at være en nystartet og ubetydelig importør af tyske køkken- og garderobeskabe til i dag at være et af Danmarks store køkkenmærker, og nummer ét på Trustpilot siden 2016.
Læs her om AUBO og CSR
Et stort træ falder i AUBO-skoven
Jens har været en aktiv og central del af AUBO frem til oktober 2021, hvor han pludselig dør. Jens udgjorde den daglige rugbrødsmotor i virksomheden indtil da – med både indkøb og produktudvikling som hans speciale. Han valgte i begyndelsen 2021 at gå ned på en 5-dages arbejdsuge – fra tirsdag til lørdag. Arbejde om lørdagen kunne Jens nemlig godt lide. Så var der ro til statistikker og varedisponeringer. Jens har ofte joket med, at når den sidste dag kom, så ville han bæres ud af AUBO. Og sådan endte det, men desværre alt for tidligt. Han døde i virksomheden – i fuldt vigør med statistikker og varedisponeringer i en alder af 73 år.
Det bliver i familien
Heldigvis lever ikke bare Jens’ mentalitet og værdier videre hos AUBO, men Jens´familie er også fortsat en naturlig del af hverdagen hos AUBO. Grethe, som etablerede virksomheden sammen med Jens, arbejder fortsat i ordreafdelingen, ligesom den ene af parrets to døtre sidder i AUBOs marketingafdeling. Hendes søster har til gengæld valgt en anden karrierevej, men har bidraget til familieforetagendet med en svigersøn, der i dag er ansvarlig for salget af AUBO-køkkener i Norge. Og senest er barnebarnet Christian blevet ansat som juniorkonsulent.
Direktørposten varetages af Torben Andersen, som har haft roret siden 2009 – og ejerskabet af virksomheden blev i 2023 solgt til TCM Group.
Hos AUBO taler vi om ”kendermentalitet”
Gennem alle årene har AUBO været præget af en stærk vindermentalitet. Eller rettere, hos AUBO foretrækker vi at kalde det ”kendermentalitet”. Vi laver nemlig ikke bare køkkener. Vi laver køkkener for kendere. De kunder, der deler vores sans for kvalitet, vores sans for detaljer og vores vestjyske ordentlighed.
Bliv guidet igennem køkkenkøbet med vores online køkkenguide Plan A