Køkken
Bad
Rum
Bryggers
Garderobe

AUBO production A/S

Vævervej 19-23

DK-7490 Aulum

+45 97 47 35 00

aubo@aubo.dk

Hjemme hos stjernekokken Ørjan Johannessen

KVALITET ER, AT KUNNE SKABE EN HISTORIE ELLER ET ØJEBLIK AF NOGET HELT ENKELT

Der er dem, der er gode i et køkken. Der er dem, der ligefrem kan leve af det. Og så er der de mest sjældne af slagsen: De stjernekokke, der vinder guld ved Bocuse d’Or og kan kalde sig verdensmestre i gastronomi. Norske Ørjan Johannessen tilhører de sidste.

Halvtreds kilometer syd for Bergen, helt ud til kysten på den norske ø Selbjørn, ligger Bekkjarvik. Med sine blot 583 indbyggere gør den lille by ikke meget væsen af sig. Hvis det altså ikke lige var for det charmerende gæstgiveri på havnen.

Bekkjarvik Gjestgiveri er i næsten 40 år blevet drevet af ægteparret Asta og Øystein Johannessen, der begge er passionerede kokke. Tvillingesønnerne Arnt og Ørjan var derfor nærmest ”genetisk disponerede” for at arbejde med madlavning, og allerede som 12-årige begyndte de at hjælpe til i restaurantens køkken. Siden er det kun gået en vej. Begge brødre er i dag anerkendte mesterkokke – og for Ørjan kom den foreløbige kulmination på den gastronomiske karriere i januar 2015, da han i franske Lyon kunne løfte den eftertragtede guldstatuette af Paul Bocuse som bevis på, at han havde vundet Bocuse d’Or.

Foto: Eirik Nilssen, www.eiriknilssen.com

SMAG FOR DET ÆGTE

Med titlen tog Ørjan det sidste trin op i gastronomiens absolutte verdenselite. Deroppe, hvor alle døre er åbne, og Michelinrestauranter fra Paris til Tokyo og New York står i kø for at få dig på holdet. Men alligevel er den 35-årige norske stjernekok stadig at finde sammen med sin bror i køkkenet på Bekkjarvik Gjestgiveri. ”Bocuse d’Or var en fantastisk oplevelse. At sætte sig et mål om at vinde verdens mest prestigefyldte konkurrence inden for sit erhverv for så at nå helt til tops efter ti tusind træningstimer og mange år med blod, sved og tårer; det er en fantastisk følelse,” siger Ørjan Johannessen og smiler med en udstråling, der er lige så jordbunden, som hans madlavning er i verdensklasse.

”Men kig ud ad vinduet, hvis du vil forstå, hvorfor jeg stadig er på Bekkjarvik Gjestgiveri sammen med min familie,” tilføjer den gastronomiske superstar og indbyder med en håndbevægelse til at nyde den storslåede panoramaudsigt uden for hans og hustruen Cecilies private køkken, blot nogle få hundrede meter fra familien Johannessens hotel.

”Kvalitet er jo mange ting,” siger han. ”Og for mit vedkommende genspejler det sig i næsten alle mine valg, lige fra de mennesker, jeg omgiver mig med, til mit valg af råvarer, hvilke butikker jeg handler i, hvilket porcelæn jeg spiser af og så videre.” Ørjan funderer et øjeblik over sine egne ord og tilføjer så: ”I min rolle som kok handler kvalitet også meget om at kunne skabe en historie eller et øjeblik af noget helt enkelt.”

FUNKTIONALITET OG ÆSTETIK

Selvom Ørjan Johannessen tilbringer en stor del af sine vågne timer med kokkehatten på hovedet, skinner passionen for gastronomi også tydeligt igennem i privaten. Da han og Cecilie for kort tid siden fik opført deres nye hjem i Bekkjarvik var køkkenet således et af de rum, parret brugte meget tid på at indrette.

”Det afgørende for at opnå et godt resultat er, at du på forhånd får afklaret dit behov, både i forhold til det funktionelle og det æstetiske,” lyder det fra den norske køkkenkender, der valgte at afsætte hele 70 kvadratmeter til det private køkken. ”Vi ville gerne have et stort rum, hvor hele familien har god plads til at hygge sig sammen, og hvor madlavningen kan være et fælles omdrejningspunkt for det sociale,” siger han.

Når det handler om at få et køkken, der fungerer optimalt, afslører Ørjan Johannessen en lille hemmelighed: ”Jeg er nok lidt af en nørd, når det kommer til køkkener, men jeg er faktisk også en smule doven, hvilket uden tvivl har resulteret i smartere og bedre løsninger i køkkenet. Hvordan kan jeg gøre den her opgave nemmere og hurtigere, men samtidig få det til at smage bedre? Det arbejder jeg tit med, og det virker næsten hver gang.”

 

EN RIGTIG KØKKENKENDER

Som køkkenkender af den ypperste slags ved stjernekokken også præcis, hvad der tiltaler ham ved familiens store AUBO-køkken. ”Frem for alt handler det om funktionalitet. At alting fungerer, og at jeg kan stole på mit køkken,” siger Ørjan og tilføjer, at køkkenet er skræddersyet til hans personlige arbejdsteknik og rutiner. Han fremhæver desuden AUBO-køkkenets rene linjer. ”Det enkle danske design passer rigtig godt til min mentalitet om simplicity, og så betyder det selvfølgelig meget, at alle materialerne er af høj kvalitet.”

Ørjan Johannessens køkken er i model Stone Oak Leaf Green.

SKANDINAVISKE KØKKENTRADITIONER

Kaster man et blik på listen over vindere af Bocuse d’Or, siden konkurrencen blev stiftet i 1987, giver det god grund til skandinavisk stolthed. Ikke overraskende topper Frankrig listen med syv guldvindere, men herefter følger Norge, Danmark og Sverige på de næste tre pladser med henholdsvis fem, to og en kokkeverdensmestre. Man kan derfor roligt hævde, at det der med køkkener, gastronomi og høj kvalitet er noget, vi har ganske godt styr på i de tre brødrelande.

”Absolut,” siger Ørjan Johannessen, der er den seneste af de fem norske guldvindere. ”Vi har nogle rigtig fine køkkentraditioner i Skandinavien, og som kok er jeg utrolig stolt af at være ambassadør for mit erhverv,” siger han og lader endnu engang blikket vandre ud ad køkkenets store panoramavinduer til sceneriet på den fredelige fjord, hvor små både ubekymret tøffer rundt i den norske eftermiddagssol. ”Kig engang,” opfordrer mesterkokken. ”Dét der, det er da kvalitet af fineste karat, hvad?”

Foto: Eirik Nilssen, www.eiriknilssen.com
Vejledning & Inspiration

Nysgerrig efter mere?

VESTJYSK ORDENTLIGHED
Brug for hjælp?

Har du brug for hjælp?

Vi sidder klar til at hjælpe dig med information og henvendelser

Chat med os