Del betalingen op med finansiering fra Santander Consumer Bank
Læs mere

AUBO production A/S

Vævervej 19-23

DK-7490 Aulum

+45 97 47 35 00

aubo@aubo.dk

Læsetid

2 minutter

Udgivelsedato

februar 2022

Ved første øjekast leder den gule erhvervsbygning i Karlslunde måske ikke tankerne i retning af velduftende bagværk og lækker mad. Men træder man indenfor, vil lugtesansen snart komme på overarbejde. I den ene ende af bygningen møder man nemlig madbloggeren, food influenceren og kogebogsforfatteren Frederikke Wærens i hendes skønne AUBO Sense-køkken.

FRI LEG I KØKKENET

Første kapitel i historien om den kreative pige med den veludviklede sans for både bagning, madlavning og sociale medier begynder i familien Wærens’ køkken i Greve. Frederikke husker, hvordan hun som barn ofte sad på køkkenbordet og fulgte med, når hendes mor bagte og lavede mad.

”Jeg elskede timerne i køkkenet med min mor, og jeg fik altid lov til at hjælpe med et eller andet,” fortæller hun. ”Fra jeg var omkring ti år, begyndte jeg også tit at have mine veninder med i køkkenet efter skoletid. Det var fri leg uden en masse regler og formaninger, og selv om det i starten mest handlede om havregrynskugler og toast og den slags, var det helt sikkert i de år, jeg fik sået frøet til den interesse, der i dag er blevet min levevej.”

INSTAGRAM

I 2010 skete der noget skelsættende på den amerikanske vestkyst, som skulle komme til at definere fremtiden for Frederikke Wærens. De to softwareudviklere Kevin Systrom og Mike Krieger lancerede en ny app til at dele billeder. Instagram var født, og juleaftensdag samme år oprettede Frederikke en profil som en af de første brugere i Danmark.

I de første år handlede hendes opslag meget om boligindretning med et nordisk look.

”På et tidspunkt begyndte jeg så at lægge billeder op med mere farverige ting og ofte noget med mad, kager, smoothies og den slags,” lyder det fra Frederikke, der kunne konstatere, at de nye opslag gav flere likes og flere følgere. ”Så fik jeg den idé, at jeg jo også kunne prøve at kombinere mine Instagram-opslag med min passion for at bage og lave mad, og da det viste sig at give endnu flere likes, droslede jeg stille og roligt ned for interiørbillederne og begyndte at koncentrere mig om livsstil, mad og kager.”

EN AF DANMARKS STØRSTE INFLUENCERE

Det skulle hurtigt vise sig, at den unge gymnasieelev fra Greve ikke alene havde flair for at få tænderne hos sin voksende følgerskare til at løbe i vand med sine køkkenkreationer og tilhørende opskrifter. Hun havde også en ualmindelig god næse for at gøre de ting, der hele tiden kunne tiltrække endnu flere følgere.

”I de første år var det meget sådan noget med at bruge bestemte hashtags,” forklarer Frederikke. ”Men i dag kommer min vækst først og fremmest ved, at folk tagger hinanden, når de kommenterer på et af mine opslag. På den måde er der hele tiden nye Instagram-brugere, der bliver opmærksom på mig og måske vælger at følge mig.”

At der efterhånden er ganske mange, der har valgt at følge Frederikke Wærens og hendes inspirerende univers af kager og mad, vidner de tørre tal tydeligt om. Da 2021 blev til 2022 havde hun således 314.000 følgere på Instagram. Et tal, der gør hende til den næststørste food influencer i Danmark og placerer hende i Top 25 over samtlige danske Instagrammere i selskab med kendisser som Sofie Linde, Lukas Graham, Christiane Schaumburg-Müller — og det danske kongehus.

Følg Frederikke Wærens på Instagram

 

FOOD PORN

Den genre, der har løftet Frederikke op i Instagrammernes superliga, kaldes food porn, eller slet og ret madporno på dansk. Og selv om navnet nok kan få en og anden til at løfte et øjenbryn, handler genren i al sin uskyldighed om at iscenesætte mad og bagværk med masser af farver og teksturer på billeder og i videoer.

”Det, der tiltaler mig ved den her genre,” siger Frederikke, ”er, at den handler om at bringe farverne og de forskellige teksturer i brød, kager, toppings, smeltet ost og den slags helt ud til følgerne gennem mine videoer. Og mit succeskriterie er hver eneste gang, at de helst skal få lyst til at bide i skærmen,” griner den populære madblogger og influencer.

 

VÆRKSTED, FOTOSTUDIE OG FAMILIEHYGGE

I de første syv år af Frederikkes karriere som food influencer blev alting skabt i forældrenes køkken. Efterhånden som succesen voksede, blev det imidlertid nødvendigt med nogle mere velfungerende rammer. I starten af 2021 flyttede Frederikke derfor sin virksomhed til større lokaler i Karlslunde. Og i maj samme år kunne hun indvie sit nye Sense-køkken fra AUBO.

”Mit arbejde er på alle måder blevet både nemmere og sjovere med det nye køkken,” siger Frederikke, der på forhånd havde en række ønsker til indretningen. ”Jeg bruger jo både køkkenet til at eksperimentere, bage og lave mad, ligesom det i høj grad fungerer som mit foto- og filmstudie. Derfor var der både nogle æstetiske og nogle funktionelle overvejelser, som vi fik til at gå op i en højere enhed. For eksempel er der masser af bordplads, men til gengæld ingen overskabe. I kombination med de indvendige, skjulte skuffer har køkkenet derfor fået et meget rent udtryk, der sammen med de lyserøde klinker på væggen giver sådan et moderne og bloggeragtigt look.”

Frederikke fremhæver desuden detaljer som den nemme affaldssortering under vasken, det indbyggede emfang, de to ovne, hvoraf den ene er med damp, og det høje viktualieskab, hvor hun kan komme til sine ingredienser fra begge sider. ”Og så lavede vi desuden plads til to barstole under bordpladen ved det ene vindue. Der kan jeg sidde med min bærbare computer og skrive opskrifter og andet, lige midt i køkkenet,” fortæller hun.

Køkkenet er fra den populære Sense-serie og er i farven ”Onyx grå” med messinggreb og en praktisk bordplade i kompaktlaminat med marmorlook.

I øvrigt har flytningen fra forældrenes private køkken til Karlslunde langt fra betydet, at Frederikke Wærens ser mindre til dem. Erhvervsejendommen ejes nemlig af Frederikkes far, og både hans AV-virksomhed og moderens virksomhed som konsulent for medicinalindustrien holder til på samme adresse. Mange af Frederikkes lækkerier ender derfor på frokostbordet eller til den fælles kaffepause, hvor også Frederikkes mormor er en hyppig gæst. Hun bidrager nemlig til den hastigt voksende influencervirksomhed med inspiration og opskrifter, ligesom hun hjælper Frederikke med forskellige praktiske ting i køkkenet.

At Frederikkes virksomhed vokser dag for dag, kan ikke alene aflæses på antallet af følgere på hendes sociale medier og på de mange tusinde madglade mennesker, der hver eneste dag klikker sig ind på kernen i virksomheden, madbloggen frederikkewaerens.dk. Vokseværket afspejler sig også i de stadig flere professionelle rådgivere og partnere, hun har allieret sig med. Det gælder ikke mindst hendes agent Anne, der håndterer Frederikkes kommercielle samarbejder.

MERE SUCCES PÅ FLERE PLATFORME

I takt med at succesen på Instagram blev stadig større, fik Frederikke Wærens mod på at udvide sit univers til flere platforme. I 2020 og 2021 udgav hun for eksempel de tre kogebøger ”Baking Moments”, ”Sweet Baking Moments” og ”Salty Baking Moments”. Samtidig har hendes konstante finger på de sociale mediers puls betydet, at hun også er godt på vej til at etablere sig som en af de helt store food influencers på den hastigt voksende platform TikTok. Her kunne hun ved indgangen til 2022 allerede mønstre hele 217.000 følgere — og nyde duften af endnu mere succes i sit AUBO-køkken.

Du finder Frederikke Wærens’ skønne opskrifter på frederikkewaerens.dk og kan desuden følge hende på Instagram og TikTok under profilen @frederikkewaerens.

Vejledning & Inspiration

Nysgerrig efter mere?

VESTJYSK ORDENTLIGHED
Brug for hjælp?

Har du brug for hjælp?

Vi sidder klar til at hjælpe dig med information og henvendelser

Chat med os